Et af mine mønstre er at jeg isolerer mig. Når jeg bliver rigtig presset, så forsvinder jeg fra mine relationer. En dyb overbevisning i mig er, at jeg skal klare alting selv. Kan selv, vil selv.
Et mønster der hænger dybt sammen med nogle af mine skyggesider som er at jeg er dømmende og har min egen mening.
Jeg bliver bedrevidende, ved alting bedst, (så hvordan skal nogen andre kunne hjælpe mig), og ser hullerne i osten som altid er der.
Set fra skyggesidens perspektiv, er det enormt dysfunktionelt. Bedrevidende og arrogant. Og dømmende. Ikke mine mest flatterende sider vil jeg godt indrømme.
Jeg har dog været meget bevidst om denne side i mig, som jeg også har arbejdet en del med efterhånden. Et arbejde der også har båret en anden åbenbaring med sig. At præcis de skyggesider er årsagen til at jeg altid har været enorm god til at se potentiale, både i andre og i mig selv.
Så når jeg agerer ud fra min skyggeside, ser jeg fejl, mangler og kan virke både arrogant og bedrevidende på andre. Men når jeg lever fra det mere balancerede sted i mig selv, ser jeg potentiale, vækst og er virkelig god til at guide vejen og facilitere transformation.
Paradokset er, at det først er når vi bliver bevidst om vores egne skyggesider at vi kan få kontakt til de gaver de også hver især indeholder. Det kræver bevidsthed. Det kræver mod.
Det kræver mod at acceptere os selv fuldt og helt, med alt hvad vi er.
Og selvom vi kan arbejde rigtig meget med os selv på egen hånd, er det i vores relationer at vi ser om vores indre arbejde bærer frugt. Det er i vores relationer at vi virkelig heler.
